Gerda giftet seg med Vibe, Christopher Andreas 1942. Christopher ble født 4 Jan 1892; døde 5 Sep 1975; ble begravet 5 Sep 1976, Vestre gravlund, Oslo. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre hendelser:

• Bolig: 1910, Schwensens gt 20, Kristiania

Notater:

Alf Wollebæk var ansatt ved Zoologisk museum i Kristiania/Oslo i mer enn 40 år, de siste 26 som bestyrer. Han utgav en rekke publikasjoner om marin og arktisk fauna.
Wollebæks farsslekt hadde i flere hundre år vært gårdbrukere i Østfold. Selv gikk han på skole i Drammen og Lillehammer før han tok examen artium i Fredrikstad 1898. Interessen for zoologi ble tidlig vakt, og allerede 10 år gammel begynte han å dra til hus levende huggormer og råtne kattelik. Før skoletiden var slutt, hadde han en ganske rikholdig zoologisk samling, som også inneholdt enkelte for vår fauna nye arter; hele samlingen havnet etter hvert i norske museer.
Sin zoologiske utdannelse og vitenskapelige karriere startet han som assistent hos dr. Johan Hjort ved Universitetets zootomiske laboratorium og Biologisk stasjon, Drøbak 1898–1900. Deretter var han ansatt som zoolog i Selskabet for de norske Fiskeriers Fremme i Bergen 1900–03 og 1905–07, avbrutt av et opphold i Stockholm 1903–05 som assistent ved Conseil permanent international pour l'exploration de la mer. 1907 ble han ansatt som konservator ved Bergens Museum og assistent ved havforskningskursene.
Fra 1908 var Wollebæk konservator ved skjelettavdelingen ved Universitetets zoologiske museum, som 1910 flyttet til Tøyen; her ble han konservator ved vertebratavdelingen 1915. Da professor Odhner, som var museets bestyrer 1913–18, reiste tilbake til Sverige, ble ikke professoratet (som bestyrerstillingen var knyttet til) besatt. Wollebæk ble derfor 1923 konstituert som bestyrer for Zoologisk museum og fungerte som sådan inntil han falt for aldersgrensen 1949. Wollebæk holdt også i noen år forelesninger om virveldyr for bifagsstudenter i zoologi. 1926–58 var han formann i den norske delegasjon i Den norsk-russiske selfangstkommisjon.
Wollebæk deltok i en rekke tokter og vitenskapelige ekspedisjoner. 1900 var det flere turer med forskningsfartøyet Michael Sars og marinefartøyet Heimdal i Nordishavet og Barentshavet, og 1903–05 deltok han i Svenska hydrografiska och biologiska Commissionens tokter i Østersjøen og Nordsjøen. Som oppnevnt sakkyndig i reinbeitesaken mellom Norge og Sverige 1909 foretok han flere reiser i Øst-Finnmark og russisk og finsk Lappmark. 1925 var han sammen med preparant Erling Hansen i Karibia og på Galapagosøyene. Dessuten foretok han tallrike reiser i fiskeriøyemed og for zoologiske studier i Skandinavia, Storbritannia og Tyskland. Fra disse ekspedisjoner, reiser og tokter foreligger et omfattende materiale som er bevart i Zoologisk museum på Tøyen i Oslo. Wollebæk brukte selv materialet til vitenskapelige og populærvitenskapelige publikasjoner og arbeidsrapporter. Men også andre forskere har arbeidet med de dyregrupper materialet omfatter.
Wollebæk publiserte en rekke fiskeribiologiske arbeider om østers, polychaeter, dekapoder, fisk, fugler, småhval, arktiske seler og reinsdyr. Monografien Nordeuropæiske Annulata polychaeta innbrakte ham Kongens gullmedalje 1910. 1922 startet han en serie Meddelelser fra Det Zoologiske Museum, Kristiania i Nyt Magazin for Naturvidenskaberne, bygd på museets materiale. I løpet av hans funksjonstid utkom 55 arbeider. Serien gikk senere over til å hete Contributions from the Zoological Museum og opphørte med nr. 236 (1993). Gjennom sitt vitenskapelige arbeid tilførte han zoologien verdifull ny viten.
1919 begynte Wollebæk utgivelsen av en serie “førere”, hvor han selv publiserte fem om virveldyr, deriblant Norges pattedyr og Norges fisker. I Robert Colletts Norges hvirveldyr skrev han bindet om krypdyr og padder, og han var medarbeider i flerbindsverket Norges dyreliv. Han utgav også to bøker fra sine forskningsreiser til Vestindia og Galapagos. Fra Galapagos brakte han hjem en sjøløve; arten bærer i dag navnet Zalophus californianus wollebaeki.
Alf Wollebæk mottok Kongens fortjenstmedalje i gull 1959 og ble kommandør av den latviske Stjerneorden 1937.

Alf giftet seg med Hanssen, Agnes 20 Aug 1903, Kristiania. Agnes ble født 11 Jul 1879 , Fredrikshald, Østfold; ble døpt 8 Aug 1879 , Fredrikshald; døde 16 Feb 1930, Oslo; ble begravet 30 Sep 1931, Ullern k.gård. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

Sopran, studerte bl.a. med Nina Grieg og debuterte i 1902. I 1903 debuterte hun på Nationaltheatret som Grete i "Hans og Grete" (alternerende med Cally Monrad). Sommeren 1910 var hun Mari i Haarklous "Marisagnet" og Musette i "La Boheme". 12. august 1913 kom hun til Den Nationale Scene som "Mignon" og var i 1914 Mimi i "La Boheme" der. Hun sang også en god del mindre roller og arbeidet iherdig for en fast operascene i Oslo. Pedagog ved Musikakademiet i Bergen (1905-09) og Musikkonservatoriet Oslo.
Tildelt Les Palmes en Or de l'Ordre de la Couronne.

Notater:

Mistet sin mor tre år gammel. Gikk på Nissens Latin- og Realskole i Christiania 1848-51, før Krigsskolen. Kadett 1. jan 1852, sekondløitnant i 1855. Premierløitnant 27 jan 1859. Kaptein 14 okt 1871, i 1884 ved 4. liniekompani, Hedemarken. Oberstløitnant og sjef for Gudbrandsdalens Liniebataljon (musketerkorps i Østerdalens bataljon) 26 sep 1887. Oberst og sjef for 1. Korps av 1. Brigade (Smaalenenes) fra 21 okt 1892. 23. juni 1900 ble han også kommandant i Fredrikstad. Gikk av fra stillingen som korpssjef ved oppnådd aldersgrense 1. oktober 1901, men ble sittende som kommandant til 15 okt 1902.
Var fra 8 sep 1858 til 30 apr 1888 ansatt i Statens Veivesen samtidig med sin militære tjeneste, som veiingeniør vesentlig i Smålenene, Buskerud og Jarlsberg. Han var kjent som en dyktig veibygger og har bl.a. i Buskerud bygget mange veier.
Han var i alle de år han var aktiv offiser kjent for sitt mot, sin hensynsfullhet og omhu for sine folk, menige som offiserer. Ridder av den Kgl. Sværdorden 3 sep 1884 og Ridder av St. Olavs Orden 21 jan 1895 for militære fortjenester. Buskerud Blad skrev etter hans død: "Med oberst Wollebæk er en sjelden samvittighetsfuld og sympatisk personlighet vandret bort. Han ville alle vel og det er derfor med vemod folk idag mottar budskapet om hans bortgang. Mindet om den elskverdige personlighet og den fine karakter vil leve længe blandt mange av hans venner og kjendte". Hans valgsprog var "Ærlig Regnskab giver bedst Venskab". .
Bosatt i Tollbodgt. i Fredrikstad.(kommandantboligen) ved folketellingen i 1900 sammen med kone og sine 3 ugifte døtre: Et fotografi av S.P.Wollebæk. henger i kommandantboligen i Fredrikstad.
Overtok gården Søndre Linnes i Lier etter sin bror Herman Julius's død i 1907, solgte den i 1916 til A/S Haaøen Fabrikker.


Wollebæks brev til sine underordnede ved fratredelsen i 1901:

Fredrikstad 1 Oktober 1901
Efter i dag at have fratraadt Kommandoen over 1 Korps og Smaalenenes Liniebataljon og derved afsluttet mit Livs kjæreste Gjerning er det mig en Trang at takke mine Venner og Kammerater for Samvær og Samarbeide - og ønske Eder, Officierer og Underofficierer, Alt godt i Eders Fremtid, - og Gud give Hver og En af 1 Korps Vilje og Evne at tjene sin Konge og sit Land med Ære !
Tak, Farvel !
Eders hengivne
Sigv Wollebæk

Sigvard giftet seg med Dahl, Anine Julie Augusta 6 Nov 1859, Fredrikshald, Østfold. Anine (datter av Dahl, Carl Theodor og Unger, Jacobine Mathea) ble født 22 Apr 1834 , Vevlen i Idd, Østfold; døde 23 Mai 1912, Jensvold i Lier; ble begravet 29 Mai 1912, Frogner kirkegård, Lier, Buskerud. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

Anine mistet sin mor to år gammel, var liten av vekst med lyst hår og brune øyne, en sjelden kombinasjon. Hun var litterært interessert og meget flink med sine hender. Som følge av mannens skiftende arbeidssteder, dels som offiser og dels som veiingeniør,kom de til å flytte sitt hjem 13 ganger, og det til alle årets tider. Det skal således ha vært et syn da de vinterstid kjørte med stort flyttelass over den islagte Krøderen, med tunge utskårne møbler og med flere store viftepalmer på toppen av kjempelasset.

Notater:

Dahl ble student i 1821, tok i 1824 eksamen philos, i 1826 latinsk-juridisk eksamen og i 1827 den praktiske prøve med "Char. Haud Illaud for alle Examina". I 1828 begynte han sin (juridiske) praksis og var således advokatfullmektig og konstituert prokurator i Smålenenes Amt. Fra 1. august 1831 ble han brigadeauditør ved den første Akershusiske Infanteribrigade. "21. des 1832 tillatt at gaae i Rette ved Fredrikshalds Bything og Idde og Marker Sorenskriveri". Ridder av Vasaordenen 6 feb 1843, stortingsrepresentant for Fredrikshald 1845 - 1847.

Eier av gården Vevlen i Idd, og omtalt som den bærende kraft i byens musikkliv. Han stiftet "Det Musikalske Selskap" i Fredrikshald der han var instruktør til 1850, da Fredrich A. Reissiger ble ansatt som organist og overtok oppgaven. Dahl spilte "en vakker fiolin".
Selskapet gav konserter, spilte til teaterforestillinger og stod for en operaoppførelse. Som sin far brukte han Vevlen som sommersted og her hadde han samlet mange av sine musikkvenner til musikkaftener. Her ledet også Reissiger en kvartett som Dahl hadde stiftet.
Ved sin store rikdom og utstrakte gjestfrihet var Dahl istand til å utrette mye for det musikalske liv og flere store musikere var hans gjester, bl.a. Ole Bull.
Han var også en av stifterne til Fredrikshald Skytterlag.

Hans kone døde ung etter en fødsel. Det fortelles at han spilte ved hennes dødsleie til hun utåndet, mens tårene rant nedove kinnene hans.


Dahl var opptatt av sin far eidsvollsmannen Carl Adolph Dahls ettermæle etter Riksforsamlingen på Eidsvoll i 1814, noe som gav seg uttrykk i dette skriftet fra 29. juni 1859::

Afdøde Kanselliraad Dahls Minde i Egenskab af Medlem af Rigsforsamlingen i 1814.

Den Tid burde maaske nu være kommen, da historisk Sandhed skal kunne komme til Ret og Skjel, da ensidig Opfattelse af Individet tilsteder en nøiere Granskning, og personlig paavirket Antipathi kan komme for Dagens Lys. Og hva skulde være nærmere til at optræde som den historiske Mands nære berrettigede Eftermaalsnand end Sønnen, især naar han, med fuld For-trøstning til at Sandheden engang maa komme for en Dag han sig selv føler den fuldkomneste Overbevisning om, at som alle overordentlige Begivenheder i en Nations Historie har sine exceptionelle Faser, saa have de under en beveget politisk Tid ogsaa sine uskyldige Offere. I saa Henseende gjør vel heller ikke vort Riges Historie i 1814 nogen Undtagelse; retsindige og vel underrettede Skribenter oplyse os om, hvorledes Partierne da stode skarpt imod hinanden, hvor-ledes den, der ikke skreg paa et selvstændigt Rige under Prinds Christian, ansaaes som en halv Statsforræder og hvorledes den, der modsatte sig Almenhedens daværende, eneraadende Syns-maade, skulde og maatte være noget endnu værre. Var man tillige saa uheldig at finde en Uven i Rigsforsamlingens Koryfeer, i Mænd som en Sverdrup og Wergeland, Rein og Flere, saa blev Fordømmelsen mere end en blot Suppesition, og den blev endelig og avgjørende, naar Individet tillige, paa Grund af sine Forbindelser, kjente mere end Flokken til Forholdene i Sverige og til-lige viste sig saa uforsiktig, at han omtalte dette sit Kjendskab. I denne historiske Forklaring af daværende Tingenes Tilstand vil den oplyste Kritiker, som jeg tror, kunne finde en let begripelig Forklaringsgrund til, at ikke alene Mænd som en Wedel, Aall, Løvenskjold, Blom m.Fl., men endogsaa mindre fremragende Størrelser, Bleve satte paa det sorte Bræt, men ogsaa at min sal. afdøde Fader, Kanselliraad Dahl fordømtes som en Fedrenelands forræder. Sagnet derom gik senere fra Fader til Søn; det spredtes inden Kredse, hvoraf et enkelt Led senere kom til offentlig at uttale det. Men som det er en stor og Retferdig Guds Styrelse, at det, som ikke kryber altfor meget i Løn og Skjul, med Tiden kan afsløres, saa betragter jeg det som et særligt Held, at det Usande ved denne Anledning, der vedkommer min afdøde Faders Færd som Rigsdagsmand paa Eidsvold, blev fremført af en saa aaben, ridderlig Charakter, som Dikteren Henrik Wergeland. Jeg var paa den Tid, Rigsforsamlingen paa Eidsvold fant Sted, for meget Barn til at have kunnet følge Tidsbegivenhederne, ja selv, da jeg nogle Aar senere blev faderløs, for ung til selvstændig at kunne danne mig en afgjort begrunnet Mening om min afdøde Faders politiske Charakter, min Overbevisning havde det allerede fra Barneaarene været, at en saadan Mand ikke kunde være Landsforræder, og det ble derfor min første Opgave da jeg var kommen til Skjels-Aar og Alder, at anstille nærmere Undersøgelse, om der laa noget Begrundet i denne min Forudsætning. Jeg undersøgte i denne Anledning min Faders Korrespondenseprotokoller, især fra 1814 og de efter ham tiloversblevne Brevskaber; jeg henvendte mig til hans Venner og nærmere Bekjendte, ja endog til Personer, som man troede kunde have Grund til at have noget imod ham. Som jeg i de Første Intet fandt, der gav ringeste Anledning til at tro Skriget imod ham begrundet, saa hørte jeg fra de Sidste blot den enstemmige Erklæring: Han var en Hædersmand og som saadan sit Fædre-lands opriktige Ven. Nu troede jeg, at det var Pligt for mig at gaa et Skridt videre og med de Bevidnelser, jeg erholdt fra hæderlige Mænd, der kjendte min Fader paa det Høieste, forelagde jeg Henrik Wergeland enten at tage sine offentlig udtalte Ord i sig igjen, eller offentlig med mig at afhandle det Begrundede i de Sigtelser, han havde udel?ngt. Dikteren laa den gang (i 1845) syg, og ved at erfare de Oplysninger, han af mig erholdt, kom han til det Resultat, nedenfor hans indtagne Skrivelse oplyser. Han betingede sig imidlertid, at der, forsaavidt Døden skulde selv berøve ham Anledningen til at beriktige sine, paa løs Fortælling begrundede Fremstilling, skulde der gaa Aar hen, forinden hans Tilbagekaldelse bragtes til hans Landsmænds Kjenskab. Dette Ønske er fra min Side bleven respekteret, men, da der for Tiden er paa Bane at opstille min Faders Portræt i Eidsvoldsgalleriet, er tiden kommen. Reent skal hans Billede forefindes blandt Rigets daværende udkaarede Mænd; det skulde ellers aldrig være kommen der, idetmindste ikke ved Medvirkning af nogen af hans Børn. Og i denne Hensigt lader jeg nedenstaaende Erklæringer offentliggjøre. Jeg har endnu flere lignende Oplysninger og det endog fra Rigets virkelige Nota-biliteter; men Vedkommendes Ønske tillader mig ikke at gjøre offentlig Brug af dem. Alligevel tror jeg at have mere end Nok i hvad der her gjengives og som indbefatter:

1) Skrivelse fra afdøde Konsul Hansen til Undertegnede, hvilken er saalydende:
"Afdøde Kanselliraad C.A.Dahl har jeg nøie kjendt i en rekke af Aar som en hederlig Mand. At han var vort elskede Fødelands trofaste Ven og følte varmt for dets Heder og Hæld, derom er jeg moralsk forvisset.
Fredrikshald, 18de Januar 1845.
Tm.(?) Hansen"

2) Skrivelse til Ditto fra Kjøbmand og Examinatus juris, afdøde Kjøbmand Andersen:
"S.T. Hr. Brigadeauditør C.Dahl i Fredrikshald.
Foranlediget af Hr. Auditørens Anmodning til mig, betræffende min Formening og Bekjentskab til og om Deres forlengst afdøde Fader, Kanselliraad Dahls Handlemaade som norsk Borger, Embedsmand og Menneske, da tillader jeg mig herved paa det oprigtigste at meddele, at jeg, som nøie har kjendt den Afdøde i næsten 20 Aar, og i lang Tid deeltaget i hans Embetsforretninger, aldrig bemærkede Andet end at han elskede høit sit Fødeland, søgte i gjerning og Tale under Krigsaarene 1808 og 1814 at fremme dets Tarv og Beste, samt lagde i disse urolige og farlige Tider en sand og ægte Patriots Sindelag for Dagen, uden at det udartede til Sværmerier eller ukloge Foretagender.
Med hensyn til den Afdødes Virksomhet, som Embedsmand og Menneske, da kan jeg forsikre, at han ved sin store Indflydelse og ved hjælp af sin Formue søgte, paa alle mulige Maader, med Iver og Utrættelighed at formindske Krigens og Hungerens Byrder og gruelige Tryk i hans Embeds-Distrikter, og , jeg maa med Sandhed bevidne, at jeg kjendte faa Mænd i den Tid, der med større Varme og Nid-kjærhed søgte at lindre sine Medmenneskers Nød, end han. I Deres Faders fraværelse paa Eidsvold i 1814 som Rigsdagsmand for denne By, var jeg Bestyrer af hans Embeder, og det gav Anledning til at jeg modtog flere Breve fra ham, hvilke Alle, saavidt jeg nu mindes, aandede den oprigtigste Fædre-landskjærlighet og Patriotisme, dog kan jeg og mindes, at han frygtede noget for den truende Krig og dens Rædsler, som da optrak over det elskede Norge, hvilket han, som hjemme paa denne kant af Landet, havde mere Kundskab om, og dessuden Erfaringene fra 1808 end mangen anden Rigsdagsmand, der alene kjendte Krig af Navn.
Denne min Overbevisning og Bekjendtskap til sal. Kanselliraad Dahls Charakteer og Handlinger pligter jeg, ikke alene hans Eftermæle, men og hans igjenlevende Familie, paa Tro og Samvittighet, at tilkjendegive.
Fredrikshald, den 17de Januar 1845.
Med sand Høiaktelse, ærbødigst C. Andersen."

3) Skrivelse til Ditto fra afdøde Oberstlieutenant Hvidtfeldt, af følgende indhold:
"S.T. Hr. Krigsauditør og Ridder Dahl i Fredrikshald.
Det er mig en kjær Pligt at jeg hermed kan give Dem, Hr. Auditør, den Oplysning i Anledning Deres
sal. Faders Forhold under Krigsaarene 1808 og 1814, som jeg paa min Tro og Samvittighed meddeler som mit Vidnesbyrd desangaaende.
Jeg blev under da værende Omstændigheder 1814 flere Gange beordret af Kommandanten at modtage de Parlamentærer, der ankom til Byen, og derved havde Anledning at tale med Deres sal. Fader om Byens Tilstand, og andre Efterretninger, som han meddelte mig til Kommandanten. Deres sal. Faders virksomme Bestrebelser i den Tidspunkt, hvor han saa ofte gav Beviser paa at bidrage til Norges Forsvar saavidt som hans Embedsstilling kunde bidrage, vil vist Ingen, der havde Bekjendtskap til den sal. Afdøde, nægte; at Deres sal Fader ligger som en Hedersmand og sand Patriot i sin Grav, er min fuldkomne Overbevisning.
Bøkevigen, den 18de Januar 1845.
Ærbødigst A. Huitfeldt."

4) Ditto til Ditto fra afdøde Rigsdagsmand og Dannebrogsmand John Sørbrøden, der er sålydende:
"I gjensvar paa Hr. Brigadeauditørens Skrivelse, hvori jeg opfordres til at give Oplysning om Deres afdøde Faders, Kanselliraad Dahls, Færd som Menneske, Embedsmand og Borger, og i Særdeleshed om hans Færd som Medlem af Rigsforsamlingen i Aaret 1814, undlader jeg ikke herved at meddele Følgende:
Jeg har kjendt hans afdøde Fader lige fra Aaret 1787: Jeg har som bosat i det Distrikt, hvori han længere var Sorenskriver, havt anledning til ved mange Leiligheder at komme i Berørelse med ham som Embedsmand, og jeg, en læg Mand, var ogsaa i Forhandlingerne paa Rigsforsamlingen i 1814, og stedse og ved alle Leiligheter har jeg blot lært ham at kjende som den ædle Menneskeven, som retskaffen Embedsmand og den Mand, der følte varmt for sit Fædreneland; at han som saa mangen retsindig Representant skal være bleven udsat for Miskjendelse, fordi han ved fornævnte Rigsforsamling havde en forskjellig Anskuelse fra de saakaldte Patrioters, og navnlig fordi han antog, at en frivillig Forening med Sverige var at foretrække for en Krig med dette Rige, har ikke kunnet forundre mig, da Enhver i Almindelighet og Representanterne fra Smaalenenes Amt i Særdeleshet der vare udsatte for mestendels ufordelaktige Dømme, fordi de ikke delte det modsatte Partis Anskuelser. Navnlig holder jeg mig til, at Deres Fader aldrig har deltaget i Noget, der kunde nedsætte hans Værd som sand Fædrelandsven, da jeg i saa Fald utvivlsomt skulde have hørt Formodninger herom. Den almene og udelte Høiagtelse, Deres Fader nød i hele Smaalenenes Amt i Almindelighed og i hans Embeds-Distrikt i Særdeleshed, maa og bør være enhver retskaffen Mand fuld Borgen for, at hans Charakter ikke var besmittet af den Last eller Svaghed, som Ubekjente nu have tillagt ham.
Dette Vidnesbyrd, som jeg, naar forlanges, er villig til at bekræfte med min Ed, er det mig nå meget kjærere at kunne afgive, som jeg ikke bør unddrage mig for at bidrage Mit til at oppretholde Deres Faders Minde i den Grad, han det fortjente.
Joh. Hansen Sørbrøden
Dannebrogsmand og Representant ved Rigsforsamlingen 1814 og ved Storthinget 1853."

5) Ditto til Ditto fra Digteren Henrik Wergeland, hvis Indhold er sålydende:
"I næste hefte af min Konstitutionshistorie, der først slutter Rigsforsamlingens Historie, således at Plads til Anmerkninger i Anledning af Hvilketsomhelst i det Foregaaende staar aaben, vil blive indtaget en Anmerkning omtrent saalydende angaaende det om Representanten Kanselliraad Dahl ovennevnte Rygte. (Se 3die Hefte).
"At denne Mening om denne enkelte Representant ikke var andet end et af Partihadet eller maaske af en enkelt personlig Fiende fremkaldt Rygte, er uomtvivieligt. Aall forkaster det ogsaa. Den Plet er Rigs-forsamlingen og Nationen fri for, men ikke for at have fegtet med Bagvaskelser med de Mænd, som enten aabent vedkjente sig at være Foreningsvenner eller mistænktes for at være det. Til de sidste hørte Kanselliraad Dahl."
Grotten, 30te Januar 1845.
Henr. Wergeland."


Skulde Nogen efter disse Aktstykker ønske yderligere Oplysning om det rette Forhold, er ingen mere villig, end skyldig at meddele denne end
Fredriksteen, den 29de Juni 1859.
C. Dahl.

Carl giftet seg med Unger, Jacobine Mathea 13 Feb 1828, Kristiania. Jacobine ble født 21 Mai 1805 , Idd, Østfold; ble døpt 13 Jul 1805 , Idd; døde 7 Feb 1836, Fredrikshald, Østfold. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

Hun vokste opp i Kristiania,

Død:
Død 16 dager etter fødsel.

Notater:

Gift:
Viet hos familien Unger i Kristiania av presten Schjødts